Elroq er blevet tildelt den prestigefyldte Red Dot Design Award for sit produktdesign. Škodas nye Modern Solid-design, som også den nye Enyaq har, udstråler robusthed, funktionalitet og autenticitet.
Škoda Elroq er blevet hædret med den prestigefyldte Red Dot Design Award for sit produktdesign i en af verdens største designkonkurrencer. Den kompakte elektriske SUV er Škodas første produktionsmodel med det nye Modern Solid-designsprog, som er kendetegnet ved robusthed, funktionalitet og autenticitet.
”Škodas designteam har med succes formået at kombinere vigtige kendetegn ved Škodas formsprog med nye idéer og visuelle elementer – for eksempel det blanksorte Tech-Deck Face. Red Dot-prisen understreger det fremragende arbejde, som vores team har udført,” siger Oliver Stefani, chef for Škoda Auto Design.
Modern Solid-design med Tech-Deck Face
Et centralt element i det nye designsprog, som definerer fronten på Elroq og den nye Enyaq, er det blanksorte Tech-Deck Face, som erstatter den klassiske kølergrill. Ovenover på kølerhjelmen står Škoda med bogstaver i Unique Dark Chrome – endnu et element i Modern Solid-designet.
De smalle forlygter med deres minimalistiske og funktionelle design fortolker Škodas karakteristiske SUV-look med firedelt lygtedesign på en ny måde. Afhængigt af udstyrsniveauet forbinder en ny lysstribe visuelt forlygterne, der alle har LED-teknologi, ligesom topmodellen Elroq RS har fuld LED Matrix-forlygter. Modern Solid-principperne går også igen i baglygternes fine linjer med 2D-design.
Det nye designsprog bidrager samtidig til en god aerodynamik. Elroqs luftmodstandskoefficient på bare 0,26 er resultatet af en række smarte designtilpasninger.
Danmark er Elroq-land
Elroq og dens design er også faldet i kundernes smag. Ved udgangen af marts var Škodas nye elbil lanceret på cirka 30 markeder, og der er allerede modtaget mere end 45.000 bestillinger.
Kærligheden til Elroq er tilmed ekstra stor i Danmark, der kun er overgået af Tyskland som det bedst sælgende marked i Europa for den nye Elroq.
”Danskerne har i den grad omfavnet Elroq. Pris, praktikalitet og garanti er selvfølgelig afgørende, men vi oplever samtidig, at kunderne tilvælger Elroq på grund af designet, ligesom det også får stor opmærksomhed hos den nye Enyaq,” siger Thomas Bruun, direktør for Škoda Danmark.
43 designeksperter fra 21 lande
Juryen til Red Dot-konkurrencens 70. udgave bestod af 43 designeksperter fra 21 lande. Hver nominering blev vurderet ud fra kriterier som innovation, funktionalitet, ergonomi, holdbarhed og miljøhensyn.
Med Red Dot-prisen til Elroq er Škoda nu tildelt i alt 18 Red Dot Awards. De seneste designpriser gik til fjerde generation af Škoda Fabia i 2022 og Škoda Enyaq i 2021 – ligeledes for deres produktdesign.
Pressemeddelelsen blev sendt med Mynewsdesk